Den ene af mine 2 gæster er Camilla Sløk, lektor i CBS og forfatter til bogen ’fejl og forsoning i organisationer’. Camilla forsker i etik og meningsfuldhed i ledelse. Min anden gæst er Maria Benedikte Fihl, der i dag er præst i folkekirken for internationals. Har sin gang i Eliaskirken og har tidligere været tilknyttet FN & EU. Har startet civile sikkerhedssektor missioner op i krigs- og konfliktlande, hvor der har været behov for at identificere de største udfordringer. Sikre de rette kompetencer, og det i en multikulturel setting. Vi skal tale om Ledelse & forsoning. Lysten til at sige undskyld kan være meget lille, når vi som danskere laver fejl. Hvorfor er det mig, der skal undskylde, når min organisation begår fejl?” Camilla Sløk har forsket i, hvordan offentlige organisationer håndterer fejl og læring, og hendes forskning peger på, at mange organisationer hverken har strategier for at lære af deres fejl eller for at skabe forsoning efter fejlene. En central problemstilling er, hvordan en organisation forskningsmæssigt kan forstå og håndtere fejl. Her spiller krisekommunikation en vigtig rolle. Krisekommunikation anvendes ofte til at afværge kritiske situationer, men denne tilgang kan risikere at blive mere et spørgsmål om spin end en egentlig erkendelse og undskyldning for fejlene. En reel undskyldning kræver troværdighed, ærlighed, rettighed, frivillighed og inddragelse af alle involverede parter i en passende kontekst. Men selv den velmente undskyldning kan blive problematisk, især hvis den kan føre til økonomiske konsekvenser, som f.eks. erstatningsbetalinger. Derfor kan ledere nogle gange frarådes at give en fuld undskyldning, hvor hensynet til organisationens økonomi og brand kan stå over hensynet til den ærlige kommunikation.…

Når en samtale er god og følelsen blev, at vi ikke rigtig blev færdig. Jamen så drikker vi da en kop kaffe mere. Vi skal tale om primaterne i direktionsgangen – del 2. Min første gæst er Troels Gottlieb, Arbejder med erhvervspsykologisk rådgivning og forfatter til bogen ”Aben følger med”. Troels har ledererfaring både som semiprofessionel håndboldtræner, mellemleder, bestyrelsesformand. Og dernæst er min gæst Jonatan Schloos, I dag deltager for 3. gang. Først deltog Jonatan til et afsnit om det komplekse i det offentlige. Dernæst til sidste års sæsonfinale i Bremen, hvor vi talte om rekruttering af krøllede hjerner. Jonatan er kommunaldirektør for Egedal Kommune, har en lang række år som topchef bag sig. Mennesker er ikke kun rationelle væsener. De drives også af skjulte mekanismer som frygt, ambition, misundelse og magtbegær – følelser og dynamikker, der ofte udfolder sig uden for det, vi siger højt. Kan et øjekast på skyggesiderne give en vigtig brik i forståelsen af både medarbejdere, ledere og organisationens udfordringer? I dette afsnit zoomer jeg ind på den kommunale verden. Fordi, den kommunale hverdag er fyldt med eksempler på ledere, der den ene dag stråler af selvtillid, for næste dag at være lammet af usikkerhed. En kommunal topchefs opgave er da ikke at løse eller eliminere disse skyggesider, men at forstå og anerkende deres tilstedeværelse. Hvordan påvirker skyggesiderne et team? Hvordan spiller de ind på magtdynamikker, konflikter og beslutningsprocesser? Og hvordan kan der skabes rum, hvor disse usynlige kræfter håndteres konstruktivt? Kan vi som ledere tillade os at ignorere menneskets komplekse psykologi – eller er det netop i skyggesiderne, vi finder nøglen til stærkere og mere autentisk ledelse?…

Mine gæster er: Ib Ravn, Medforfatter til ’Den faciliterende leder’, Lektor emeritus på DPU ved Aarhus Universitet. Ph.D. ved University of Pennsylvania. Partner I et konsulenthus og Interesserer sig for hvordan man skaber værdi og mening i en forsamlet gruppe mennesker. Christian Alvang Jespersen, Centerleder for Handicap og Psykiatri, Sorø Kommune. Har igennem 12 år været tilknyttet den sociale vælfærd, forinden både i Gentofte og Frederiksberg. Christian indtager altid den faciliterende rolle når der ansættes en leder, hvor det er medarbejderne der har beslutningsmandatet. På mange arbejdspladser bliver medarbejdere bombarderet med informationer, de oplever som irrelevante eller kedelige, hvilket ofte fører til passivitet og frustration. Kunne det ikke være godt og produktivt, at man kunne tage et livtag med denne udfordring, ved at sikre, at medarbejderne kun modtager information, der har reel værdi, og at det desuden bliver præsenteret på en inspirerende og involverende måde? Det mener min ene gæst i hvert fald. Han er medforfatter til bogen ” Den faciliterende leder”. Men hvad vil bogen egentlig fortælle os? Det vil jeg spørge mit panel om i dag. For at jeg zoomer ind på en række konkrete værktøjer til lederen – alt fra idéudvikling, korte "har du 2 minutter?"-samtaler, til de små, men vigtige samtaler ved døren. Alligevel melder spørgsmålet sig: Er det ikke gammel vin på nye flasker at tage udgangspunkt i selvbestemmelsesteori og argumentere for vigtigheden af at tage medarbejdernes perspektiv, anerkende deres følelser og undgå kontrollerende sprogbrug? Som leder ønsker man naturligvis effektive møder, der opleves relevante og fri for gab. Men der ligger også en fare i en alt for rigid og KPI-styret tilgang, hvor ledelse reduceres til en mekanisk funktion. De fleste ledere kender forskellen mellem at gå rundt med kaffekoppen om morgenen og sige godmorgen såen mekanisk, fordi man har lært det på et lederkursus, versus at gøre det oprigtigt nærværende. Måske er det netop værdifuldt at få ledelse på en mere håndgribelig formel, så længe det ikke bliver mekanisk. Bogens stærkeste bidrag er netop opgøret med traditioner og normer. For eksempel udfordrer den vanen med at starte fredagsmødet med morgenbrød og hygge – for hvem gavner dette egentlig?…

Min gæst er Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance siden 2018. På mange måder har Alex været en fortrukken politisk skikkelse for unge mennesker i Danmark. Vi lever i en tid, hvor de unge insisterer på frihed. Frihed til at arbejde, hvor de vil. Frihed til at bestemme, hvornår de vil. Frihed til at vælge de opgaver, der giver mening for dem. Det er en generation, der er vokset op med muligheden for selv at skræddersy deres liv – fra uddannelse til arbejdsliv. Men frihed har en tvilling: ansvar. For nogle af de forhold jeg gerne vil undersøge i dette afsnit er, hvordan vi sikrer, at frihed ikke bliver en undskyldning for fravær? Og At fleksibilitet ikke fører til en uforpligtende arbejdskultur? For hvad sker der, når vi konfronterer den ubehagelige sandhed om, at for meget fleksibilitet kan udvande engagementet? At grænseløs selvledelse kan føre til stilstand snarere end vækst? Samtidig er der en ny virkelighed, vi ikke kan ignorere: Gamle hierarkier og stive arbejdsmønstre har svære vækstbetingelser. Jeg ser et paradoks udfolde sig i mødet mellem unges ønske om frihed og fleksibilitet og samfundets behov for produktivitet og fælles ansvar. Min tankeproces kredser om, hvorvidt frihed og ansvar kan sameksistere uden en stærk ledelsesramme. Hvis vi fjerner de klassiske hierarkier og faste retningslinjer, hvem tager så ansvaret for at skabe sammenhængskraft og fælles retning? Skal vi helt redefinere, hvad ledelse betyder, hvis vi ønsker at skabe et arbejdsmarked, hvor unge både trives og præsterer?…

Dette er 4. afsnit om bias. Perspektiv på magt med ansvarlighed. En samtale om ikke at blive grebet af det dominerende narrativ. Velkommen til min gæst Lizette Risgaard, tidl.formand for fagbevægelsens hovedorganisation. Har igennem mere end 40 år været tilknyttet fagbevægelsen og måtte trække sig i 2023 pga. anklage om upassende adfærd. I dag aktuel med bogen ’Min version’. Bias – vores ubevidste fordomme – spiller en afgørende rolle i, hvordan vi forstår magt og ledelse. Ofte formes disse bias af de strukturer, normer og kulturer, vi bevæger os i, og de kan skabe blinde vinkler, der påvirker, hvordan vi tolker adfærd, grænser og ansvar. Ledelse handler ikke kun om at træffe beslutninger, men også om at forstå de dynamikker, der omgiver en magtfuld position. Ofte bliver vi hurtige til at forarges, når en topleder falder, men hvor ofte stopper vi op og forsøger at forstå historien bag? Hvilke mekanismer har været i spil? Hvilke forventninger, normer og bias har formet både lederen selv og det fællesskab, vedkommende har været en del af? Min gæst skrev bl.a. i et facebook opslag: "Aftaler er jo som regel noget, vi sætter højt i fagbevægelsen. Men allerede fredag eftermiddag stod det klart, at hverken aftaler eller fortrolighed betyder det samme for alle. Det er jeg utrolig skuffet over." Tillid i ledelse må kræve, at vi tør være oprigtigt nysgerrige – ikke kun på de fejl, der begås, men på de fortællinger, der har gjort dem mulige. Når vi kun forarges, risikerer vi at overse de strukturer, der gjorde det muligt at overskride grænser, fastholde magt eller undgå kritik. I stedet for blot at placere skyld hos individet bør vi spørge: Hvordan er kulturen omkring magten blevet skabt? Hvem har nydt godt af den? Og hvorfor blev det først et problem, da det kom frem i offentligheden? Forargelse er let. Nysgerrighed kræver mere.…

Min gæst er Omar Marzouk, komiker og debattør, viser med sin humor, hvordan vores default-positioner fungerer i praksis. Han illustrerer, at den historie, vi har hørt flest gange, ikke nødvendigvis er den eneste sandhed. Omar bryder med denne enkeltfortælling ved at give os andre perspektiver. Og gerne tilføjet humor. Men så blev humoren alvorlig og måske anelse bidsk? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun lokale beslutninger, men styrer også, hvordan vi møder og opfatter mennesker fra andre kontinenter og kulturer. Disse bias opstår typisk, når vores viden kun stammer fra én type historie eller ét narrativ, hvilket fører til stereotype antagelser og en "default-position" i vores måde at møde det fremmede på. Vi har tendens til at generalisere ud fra de historier, vi kender bedst. Når historierne om en region, som fx Mellemøsten, konstant handler om konflikt, krig eller radikalisering, bliver dette nemt vores eneste referenceramme. Tilsvarende kan historierne om Afrika ofte handle om fattigdom, nød eller sygdomme, hvilket risikerer at blive vores eneste forståelsesramme for et helt kontinent, der er rig på innovation, kultur og dynamiske samfund. På samme måde kan fortællingerne om Asien reduceres til økonomisk konkurrence, autoritære styreformer eller eksotiske kulturelle praksisser, hvilket overser kontinentets enorme diversitet og kulturelle nuancer. Denne enkeltstående fortælling former en ubevidst default-position, som vi automatisk indtager, når vi møder mennesker fra disse regioner. Uden at opdage det, begrænser vi os selv og marginaliserer andre perspektiver. I en TED talk beskriver Chimamanda Ngozi Adichie, at enkeltstående historier skaber skadelige stereotyper, ikke fordi de er usande, men fordi de er ufuldstændige. Hun argumenterer for, at flere historier skaber en mere komplet og nuanceret forståelse af mennesker og kulturer. (kilde: https://www.youtube.com/watch?v=D9Ihs241zeg )…

Min gæst er Isam Bachiri, sanger/sangskriver, som brænder for identitet & synlighed, danne bro & en ildsjæl. Han er pragmatisk anlagt. Multitasker & gudsbevidst. Bias – vores ubevidste fordomme – spiller en afgørende rolle i, hvordan vi træffer beslutninger, ikke mindst i ledelse. Ofte formes disse fordomme af vores kulturelle baggrund, erfaringer og det miljø, vi befinder os i. Når ledere ikke er bevidste om deres bias, kan det føre til ensidige beslutninger, ekskluderende arbejdskulturer og manglende forståelse for diversitetens værdi. Dette andet afsnit sætter fokus på, hvordan vores forudgående holdninger påvirker arbejdslivet – og hvad det betyder for ledelse. Vi oplever en stigende forventning om at finde mening i arbejdet, kunne dele egne perspektiver uden frygt for repressalier og arbejde i en organisation, hvor værdierne danner et solidt fundament for fællesskabet. Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til, spejle os i andre og finde tryghed. Men paradoksalt nok kan jagten på fællesskab også skabe afkobling – især når vi ubevidst definerer det på en måde, der skubber nogle ud. Her kan en kunstner som Isam B være en interessant case. Gennem sin musik og fortællinger har han i årtier udfordret samfundets opfattelse af identitet, religion og kulturelle tilhørsforhold. Hans tekster belyser, hvordan vi ser på “den anden” – og hvordan de narrativer, vi omgiver os med, kan enten nedbryde eller forstærke bias. Han har givet stemme til en generation, der er vokset op i Danmark med rødder i en anden kultur – en generation, der har mærket, hvordan det at være en del af et fællesskab ikke altid betyder, at man bliver set eller forstået. Hans musik kredser om spændingen mellem verdener, om at finde sit ståsted i et samfund, der både inkluderer og ekskluderer på samme tid. Men Isam B har ikke alene været en brobygger – han er også en provokatør. Han skubber til de ømme punkter i samfundet, hvor identitet, religion og integration ofte er blevet/bliver belyst med et negativt fortegn. Når han synger om tro, tilhørsforhold eller splittelsen mellem kulturer, bringer han ikke kun sin egen historie på banen – han udfordrer også de dominerende narrativer, der i årtier har præget debatten. For nogle repræsenterer han en mangfoldig danskhed, der rummer flere nuancer, mens han for andre har været en stemme, der bryder med den gængse forestilling om, hvem der kan tage del i fællesskabet. Og netop kunstneriske form for provokation er værdifuld, for den konfronterer vores bias – også dem, vi ikke altid erkender, at vi bærer på.…

Min gæst er Brian Mørk, Komiker, har været chef for et utal af underholdningsprogrammer på TV2. Redaktionschef, Hovedforfatter og producer er også nogle af de discipliner Brian har mestret, og i dag ved at genopfinde sig selv som standup komiker på det 24. år. Dagens tema er første afsnit i samtaler om bias. I dag handler det om et perspektiv på vores samfunds blinde vinkler – særligt når vi taler om humor. Hvilken betydning har det på ledelse er mit spørgsmål ind i dagens afsnit? Bias – vores ubevidste fordomme – påvirker ikke kun, hvordan vi træffer beslutninger, men også hvordan vi reagerer på dem, der udfordrer vores verdensbillede. I en tid, hvor den offentlige debat ofte polariseres, og cancelkultur spiller en større rolle, bliver det tydeligt, hvordan visse stemmer enten løftes eller marginaliseres afhængigt af tidens dominerende normer. Komikeren Brian Mørk er et eksempel på, hvordan en skarp tunge kan bringe både succes og modstand. Han har i årevis brugt satiren til at udfordre samfundets normer, men netop denne evne til at skubbe grænser har også gjort ham til en kontroversiel figur. Når humor og samfundsdebat krydser hinanden, bliver spørgsmålet ofte: Hvad er legitim provokation, og hvornår træder man over en grænse? Vi søger fællesskab, fordi det ligger i vores natur at ville høre til og finde tryghed. Men netop fællesskabets rammer kan også skabe eksklusion, særligt hvis vi ikke tillader modstridende stemmer at tage del i debatten. Brian Mørks historie illustrerer denne dynamik. Med sine holdninger og jokes har han udfordret etablerede narrativer, men samtidig har han oplevet, hvordan visse udtalelser har ført til professionelle konsekvenser. I stedet for at blive en samtale om balance mellem satire og ansvar, er debatten ofte blevet reduceret til en kamp mellem to poler: dem, der mener, han bliver uretfærdigt ramt af cancelkultur, og dem, der mener, at han selv må tage konsekvensen af sine ytringer. Men hvad sker der, når vi straffer mennesker for at sige det forkerte, frem for at engagere os i dialog og refleksion?…

Min gæst er Marie Storkholm, Leder af afdeling for Kvindesygdomme og Fødsler, Regionshospital Horsens. Med en ph.d i ledelse i hånden har Marie i 7 år arbejdet med at løsne hierarkierne og skabe en tillidsbaseret kultur. En ph.D, der er lidt et utraditionelt valg af en lægeuddannet. Hvordan skaber man en organisation, hvor alle – fra den nyuddannede jordemoder til den erfarne overlæge – føler sig hørt og har mulighed for at handle? Hvordan kan en leder balancere mellem at give frihed og samtidig sikre retning? Disse spørgsmål førte min gæst til en ph.d. i forandringsledelse. Efter fire års fordybelse i udviklingskultur og 300 timers observation af ledelsesmøder følte hun sig klar. Hvis man tror på, at de bedste løsninger kommer fra medarbejderne, fordi de står tættest på patienterne, er det ikke altid dét, man oplever på ledelsesgangene i andre organisationer. Beslutninger træffes ofte på ledelsesniveau uden altid at inddrage medarbejdernes input. Et spørgsmål, jeg stiller mig selv, er, om dette faktisk kunne være den organisatoriske nøgle til at løse komplekse problemer – det, som nogle kalder "vilde problemer". Sundhedssektoren er en kompleks organisation med mange variabler, fordi den handler om menneskers sundhed og ikke om at producere produkter. Den kontinuerlige læringsproces er en uendelig kilde til innovation, og man skal som leder starte med at slippe kontrollen – det mener min gæst i hvert fald. Men hvor går grænsen?…

Min gæst er Lisbeth Knudsen, Strategidirektør i Altinget, Mandag Morgen og Tænketanken Mandag Morgen. Siden 1975, hvor Lisbeth var Journalist og senere ans. chefredaktør i forskellige aviser, har hun arbejdet med at dække højaktuelle temaer, som velfærd, demokrati og den grønne omstilling blot for at nævne få. Lisbeth er en arbejdsom person der værner om den personlige integritet og ordentligheden overfor andre mennesker. Tillid er ikke bare en værdi – det er det, bærende fundament for et velfungerende samfund. Alligevel er vi vidne til en bekymrende udvikling: Tilliden til politikere er historisk lav, og de offentlige institutioner, som skal sikre velfærd og retssikkerhed, oplever en lignende svækkelse. Når borgere ikke længere tror på de systemer, der er sat i verden for at beskytte dem, spirer mistilliden, polariseringen øges, og handlingslammelse bliver en reel risiko. Men hvad sker der, når mistilliden ikke kun er borgernes, men også politikernes? Når de, der skal lede, selv mister troen på systemet, fordi de konstant udsættes for offentlig kritik, mistro og eksponering? Hvordan sikrer vi, at de rette mennesker stadig har lyst til at tage ansvar – og at de ikke bliver skubbet ud af en politisk virkelighed, hvor kortsigtet overlevelse vejer tungere end langsigtede løsninger? For ledere i både den offentlige og private sektor er det en påmindelse om, at tillid ikke kan genoprettes med symbolpolitik eller kommunikationskampagner. For at fremhæve særligt det offentlige, er vi i en tid, hvor skandaler og fejlslagne reformer præger den offentlige debat, er spørgsmålet ikke blot, hvordan vi genskaber tilliden – men om vi overhovedet er villige til at gøre det nødvendige for at bygge den op igen? Hvem bærer ansvaret? Borgerne? Politikerne? Systemet? Eller er det selve den måde, vi har indrettet vores samfund på, der skaber denne systematiske dekobling?…

Mine gæster er: Karsten Mellon, ledelsesforsker, foredragsholder, forfatter til en række ledelsesbøger inkl. denne frisættelsesbog, der har givet anledning til dagens samtale. Er ekstern lektor i Syddansk, Aalborg og Roskilde Universiteter. Og udover at forske er Karsten også en musikalsk fætter, som trompetisk og dirigent for bigbands. Kåre Svarre Jakobsen, Kommunaldirektør i Ishøj Kommune på 9. år og har samlet mere end 15 års ledelseserfaring fra forskellige chefpositioner. Elsker nyheder, lidt nyhedsnarkoman til tider og elsker fodbold. Sidst og ikke mindst, Dennis Nørmark, et kendt ansigt i Kaffe & Ledelse, i dag den 4. gang. Dennis er forfatter og antropolog og har været chefkonsulent i flere konsulenthuse. For frihed var faktisk en af årsagerne til Dennis valgte at blive selvstændig. Desuden også aktuel med hans thriller ’Harare’, som bl.a. Jyllandsposten skriver, “En elementært spændende historie og en velartikuleret kritik af den internationale godhedsindustri.” Jeg synes vi skal gå mere kritisk til værks. Dog med en sund portion af nysgerrighed. Jeg har fået adgang til Bogen Frisættelse – Hvad har vi lært? Og hvad nu?. Den udkommer om nogle dage. Bogen giver et nuanceret billede af frisættelsesdagsordenen i Danmark. Gennem empiriske eksempler og refleksioner over filosofi og ledelsesteori viser den, hvordan frisættelse kan forny den offentlige sektor. Samtidig peger den på de dilemmaer og paradokser, der opstår, når man forsøger at frisætte en sektor præget af styring og faste regler. Bogen efterlod mig med en række essentielle spørgsmål: Hvad er frisættelsens egentlige formål? Er det en vej til bedre velfærd og innovation, eller blot et retorisk greb, der maskerer en skjult spareøvelse? Frisættelse handler ikke kun om frihed fra regler – det handler også om friheden til at tage ansvar. Men hvad sker der, når medarbejdere og ledere oplever frisættelse som en byrde snarere end en gave? Så kunne frisættelse være en politisk illusion? Bogen gør et fremragende arbejde med at placere frisættelse i en politisk kontekst. Regeringens ambition om at skabe "den største frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie" sættes under lup, og flere bidragsydere peger på, at frisættelse ikke nødvendigvis betyder mindre kontrol. Tværtimod kan decentralisering føre til nye former for indirekte styring gennem dataindsamling, benchmarking og evalueringer. Hvis staten frisætter kommunerne, men samtidig indfører øgede krav til effektmålinger og dokumentation, er vi så reelt blevet mere frisatte – eller har vi blot skabt en ny form for styring i en anden indpakning? Et tema som jeg også behandlede i min samtale med Dennis Nørmark, hvor vi drøftede begrebet ’at være fri’. Bogen peger også på en risiko for, at frisættelse kan blive en skjult spareøvelse. Hvis staten lader kommuner og institutioner håndtere flere opgaver selv, men samtidig reducerer deres økonomiske råderum, er frisættelse så reelt en måde at flytte ansvaret for besparelser fra Slotsholmen og ud til de lokale ledere? Dette er en samtale, der kræver ærlighed, og som vi tager over denne kop kaffe.…

Tina Øllgaard Bentzen, Forsker, ph.d og lektor ved Institut for Samfund og Erhverv på RUC. Tina’s forskning fokuserer på interaktionen mellem tillid og kontrol, og hvordan ledelsesformer og styringsværktøjer kan designes til at fremme tillid inden for organisationer. Troels Van Dijk, Beskæftigelseschef for Faxe kommune, er fagpolitisk aktiv samt sidder i chefgruppebestyrelsen i HK kommunal. Noget Troels tager med sig på arbejde er, at han er grænseløs ambitiøs, især på sine egne vegne. Sidst og ikke mindst, et genbesøg fra Kaffe & Ledelse’s aller første gæst Rasmus Balslev, der er Næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. Været aktiv i DS i 18 år og Rasmus er stærkt værdibaseret og fagligt dedikeret, opsøger at påvirke andre mennesker på en måde, så de forbedrer deres muligheder for at skabe bedre vilkår for sig selv. Dagens tema er ledelse & beskæftigelsesreform. En besparelse på 3 mia giver det tillid til fremtidens beskæftigelsessystem, det spørger jeg mit panel om i dag? Regeringens beslutning om at nedlægge jobcentrene og spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesområdet har udløst en bred debat om, hvorvidt det er en nødvendig modernisering eller en kortsigtet besparelse med uforudsete konsekvenser. På den ene side ligger der en ambition om at skabe en mere fleksibel og borgernær beskæftigelsesindsats med færre proceskrav og mere faglig frihed til de ansatte. På den anden side frygter kritikere, at de økonomiske hensyn vil føre til et forringet system, hvor bl.a. socialrådgiverne mister muligheden for at levere den nødvendige indsats for ledige borgere med komplekse behov. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har argumenteret for, at reformen vil give medarbejderne større autonomi og frisætte dem fra unødvendige regler. Men forskning i tillidsbaseret styring viser, at autonomi kun fungerer optimalt, hvis den følges op af tilstrækkelige ressourcer, organisatorisk støtte og en klar forståelse af medarbejdernes faglige ansvar. Så er scenen sat og særligt med dette afsnit har via mit nyhedsbrev har jeg opfordret til at modtage spørgsmål eller temaer jeg kunne stille i dag. Og, ja, der har været en del tilbagemeldinger.…

Min gæst er Mette Kierkgaard, I dag fungerende ældreminister og politisk valgt for Moderaterne. Mette har tidligere været Familiechef i Viborg og Esbjerg kommuner samt haft forskellige roller i flere styrelser. Mette knus-elsker at vi lever i et velfærdssamfund som det danske. Hylder den personlige frihed fordi alle mennesker er unikke og har noget at byde på, og er motiverede. Når den kommende ældrereform som træder i kraft den 1. juli 2025, er det ikke blot en justering af systemet – det er en markering af en ny retning for ældreplejen i Danmark. Reformen lover mere selvbestemmelse for de ældre, færre bureaukratiske barrierer og en større fleksibilitet i plejen. Centralt i denne reform står min gæst, en politiker med en baggrund, der gør hende særligt kvalificeret til at tage fat på netop disse udfordringer. Hun forstår systemet, men har også stået i en position, hvor hun har oplevet dets begrænsninger på nærmeste hold. Kan hun bruge denne viden til at sikre en reform, der faktisk gør en forskel, eller vil modstanden fra et tungt bureaukrati blive for stor? Spørgsmålet jeg vil bringe ind i samtalen er, om reformen reelt kommer til at frisætte ældreområdet, eller om vi risikerer at ende med blot en ny administrativ model, hvor de samme udfordringer blot skifter form. Den kommende ældrereform har potentialet til at forbedre hverdagen for mange ældre, men succesen afhænger af, hvordan reformen bliver implementeret i praksis.…

Min gæst er Peter Haugaard, i dag HR-direktør for EY Danmark samt nordisk ansvarlig for Strategisk talent consulting. Har mere end 25 års erfaring med topledelse. Noget der særligt definerer Peter, er at tænke i brede penselstrøg, dog blive fascineret af detaljen. Jeg starter med at citere min gæsts opslag på Linkedin. "Du er aldrig gladere end dit mindst lykkelige barn." Den sætning bliver ved med at vende tilbage til mig. Ikke fordi den er banebrydende, men fordi den er sand. Mange bilder sig selv ind, at de kan adskille arbejde og privatliv – men kan de virkelig det? Når mistrivsel rammer de nærmeste, følger den med på arbejde, i beslutningerne, i energien. Alligevel forventes det, at man møder op, præsterer og parkerer sine bekymringer ved døren. Det skriver min gæst i sit opslag. Mellem jul og nytår gav han sig selv en pause. Ingen fagbøger, ingen e-mails, ingen møder. Kun tid til at tænke. Langs vandet lod tankerne vandre, og én tanke blev ved med at presse sig på: Hvad kræver det egentlig at gøre en reel forskel som leder, hvor vi taler om de ting, der er svære? Når livet gør ondt, følger det med på arbejde. Danske unge mistrives. Skolevægring stiger. Livsglæden falder. Forældrene? De forsøger at holde sammen på hverdagen. På familielivet. På deres job. Men hvad betyder det for vores arbejdspladser? Er det realistisk at forvente, at medarbejdere kan adskille deres privatliv fra deres professionelle liv? Og hvad sker der, hvis vi insisterer på, at de skal? Hvad er ledelsens ansvar? Skal arbejdspladsen være et sted, hvor vi kan tale åbent om livets svære sider? Eller risikerer vi at skabe en offerkultur, hvor private problemer fylder for meget? Hvor går grænsen mellem at være en empatisk leder og at tage for stort ansvar for andres liv? Så hvad vil min gæst gøre anderledes? Link til opslag på Linkedin: https://shorturl.at/mI2al…

Mine gæster er: Christa Breum Amhøj er stifter af aktionsuniversitetet, hvor hun arbejder med eksperimenterende, sanselige og kreative læringsprocesser. Har en ph.d i styringsteknologier i den offentlige sektor samt optaget af mennesker, der gerne vil gøre en samfundsmæssig forskel. Morten Svalgaard Nielsen er chefkonsulent i Region Hovedstaden, leder af Mobilizing Artful people og har en del års erfaring indenfor teaterverdenen, hvor han som sceneinstruktør har opbygget erfaring med at kunne motivere og inspirere. Dagens tema handler om at være bæredygtig og her en samtale om dens transformative aspekter for mennesker. F.eks. Har man sagt passion, har man også sagt ja-tak konflikt og angst. Hvordan kan man skabe hjerterum for at favne passion og angst, med æstetiske og kreative processer, uden at forlade det enkelte menneske? Det er det spørgsmål jeg vil undersøge i dagens afsnit. Jeg kigger på kunsten. Ikke som noget fjernt og utilgængeligt, men som en åben kanal til vores kollektive bevidsthed. Kunstens rolle er ikke blot at udtrykke, men at udfordre. Den udvider vores ordforråd, ikke kun sprogligt, men også eksistentielt. Kunst åbner op for nye dimensioner af menneskelig erfaring, skaber broer mellem det ukendte og det velkendte, mellem det frygtede og det ønskede. Først et citat fra mine 2 gæsters bog – Ledelse af transformationer på kanten: ”Kunsten er i stand til at stimulere vores forestillingsevne og vores kritiske sans – præcis fordi den giver os fornemmelsen af, at ting kunne være anderledes. At samfundets strukturer kunne sættes sammen på nye måder” Vi skal tale om transformationer i organisationer. Tidligere gæstede Christian Have, hvor vi talte om teknologigiganternes algoritmer der modarbejder kunstens filosofi. Tanker om transformationer er ikke blot en idé; det er en invitation til handling. I organisationer skal vi se transformation som en mulighed, ikke en trussel. En mulighed for at gentænke vores praksis, for at finde nye veje, der sætter mennesker i centrum. I en tid, hvor Digital Disruption, Klimakrise, Demografiske ændringer, økonomisk skift, mangel på arbejdskraft, civile ligestillingsbevægelser er i spil, stiller det nogle ret høje krav til forandring og til forandringsangst. En vedholdende forandring må derfor starte indefra. Den begynder med den enkelte leder, den enkelte medarbejder, der tør stille de nødvendige spørgsmål: Hvad nu hvis? Hvad nu hvis vi tænkte anderledes? Hvad nu hvis vi skabte noget, der ikke blot fungerede, men også inspirerede? Fremtiden kræver ikke kun innovation; den kræver også refleksion. Den kræver, at vi skaber organisationer, hvor mennesker trives som kreative væsener, ikke blot som brikker i et system.…